
Referater fra midtvejsmøder
Repræsentantskabets midtvejsmøde den 1. december 2025
Referent: Niels Jørgen Ravn Sørensen
Velkomst og orientering ved landsformanden.
Efter en vellykket march gennem byen med prinsens Musikkorps i spidsen samt kransenedlægning ved mindestenene og frokost i ”Paradiset” bød formanden velkommen til de fremmødte repræsentanter og udtrykte ønsket om et godt møde.
Herning afdelingens formand, Jens Henry Jensen, der afgik ved døden i oktober måned, blev mindet med 1 minuts stilhed.
Fremlæggelse af foreløbigt regnskab.
Landskassereren fremlagde et foreløbigt regnskab for 2025, der udviser et negativt driftsresultat på ca. 22.000 kr. samt et revideret budgetforslag for 2026 med et positivt driftsresultat på ca. 23.000 kr.
En række uddybende spørgsmål blev besvaret. Der er budgetteret med uændret kontingent 195 kr.
Klavs Niebuhr så gerne, at der blev set på fordelingen af kontingentet mellem hovedafdelingen og lokalafdelingerne efter udgiften til det fysiske blad er bortfaldet.
Landsformanden oplyste, at beløbet til webmaster forhøjes til 6.000 kr.
Det besluttedes, at fordeling af kontingentet drøftes på generalforsamlingen 2026.
Foreløbigt regnskab og budgetforslag blev taget til efterretning
Orientering fra Mindelokalerne.
Erik Jensen berettede om et godt besøgt Åbent Hus-arrangement og tilfredsstillende besøg i øvrigt.
Mindelokalerne har muligvis et mindre overskud, men der er p.t. problemer med tilgangen til kontoen.
Gloria Finis øl blev udsolgt i efteråret, men efter en ny aftale med Viborg Bryghus er der bestilt 60 øl – der er gang i salget igen.
Mindelokalerne har modtaget våben udlånt fra Hærens depot i Klosterheden, bl.a. Sabel, bajonetter og ringhanepistoler, som skal klargøres.
Til dette arbejde og til praktisk oprydning m.m. er der brug for mere hjælp (1-2 personer), hvilket Erik Jensen efterlyste – Leif Sørensen tilbød at hjælpe, hvilket blev modtaget med tak.
Orientering fra lokalforeningerne.
Klavs Niebuhr oplyste, at Viborg afdelingen har 528 betalende medlemmer og hertil kommer bl. a. æresmedlemmer. Der er udført et stort arbejde med indhentning af mail-adresser, og man har p.t. 435 adresser.
I efteråret er afviklet en guided tur i Viborg, og der holdes julefrokost førstkommende søndag. Der holdes løbende kammeratskabsaftener og aftener med spisning, ligesom der til foråret afvikles bowlingarrangementer.
Klavs Niebuhr afsluttede med et ønske om, at bladet Prinsens fastholdes – tages op senere på dagsordenen.
Fra Herning nævnte Niels Aaberg, at den øvrige bestyrelse efter formandens dødsfald, kører foreningen videre, indtil der er valgt en ny formand.
Kristen Knygberg beklagede meget, at der ikke længere i Herning, som tidligere, afholdes et ordentligt arrangement på den nationale flagdag, den 5. september. Man har kontaktet kommunen herom, men uden held.
Det aftaltes, at landsformanden skriver til borgmesteren i Herning herom.
Karl Erik Nørholt oplyste, at Aalborg afdelingen har 42 medlemmer. Det er gået godt med overgangen til digitalt blad og indhentning af mail-adresser – 4 medlemmer har man ikke haft kontakt til.
Afdelingen holder Den nationale Flagdag sammen med Samvirkende Soldaterforeninger i Aalborg.
Den 15. januar 2026 kl. 12.00 afholdes reception i anledning af afdelingens 80-års fødselsdag. Invitation hertil kommer på nettet.
Niels Jørgen Ravn Sørensen takkede for deltagelsen i landsudflugten arrangeret af Aarhus afdelingen, men oplyste i øvrigt at afdelingens arrangementer hovedsagelig foregår i samarbejde med Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger.
Der har netop været afholdt et spændende foredrag med sognepræst ved Hornslet Kirke og feltpræst Andreas Skovbo Meng, der har været udsendt flere gange.
Derudover afholdes skydning gennem Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger, hvilket også er tilfældet med markering af Flagdagen med gudstjeneste i Domkirken og højtidelighed ved stenen for Danmarks udsendte i Mindeparken.
Afdelingen har alle mail-adresser på plads - to medlemmer har ikke mail og ønsker folderen tilsendt.
Orientering fra Fødselsdagsfonden.
Aakjær Skov forespurgte om repræsentantskabets holdning til fremsendelse af fødselsdagshilsner på mail – der var flertal herfor. Jan Magnussen udtrykte dog i givet fald bekymring for indbetalingerne.
Peder Korshøj bemærkede, at antallet af bidrag var faldet betydelig og anbefalede bestyrelsen at overveje udsendelse af fødselsdagshilsner hvert år til de, som betaler.
Orientering fra Jubilæumsudvalget.
Peder Korshøj oplyste, at der i år var sket den ændring, at der ikke blev sendt særskilt indbydelse ud til jubilarer. Der mødte dog 80 jubilarer op til stævnet i august, som blev godt afviklet.
Tak til fødselsdagsfonden for støtte.
Viborg Kommune arbejder med et andet arrangement den 2. week-end i juni, der udelukker, de kan hjælpe os. Derfor er datoen for næste års jubilarstævne usikker, men et alternativ kan muligvis være den 22. august.
Orientering fra Bladudvalget.
Peder Korshøj fastslog, at det er gået smidigt med overgangen fra fysisk til digitalt blad.
Afsluttende økonomisk status for bladet foreligger endnu ikke, men efterspørges.
Orientering fra Informationsudvalget.
Landsformanden anbefalede, at dette punkt fremover bliver fast på dagsordenen, og foreslog, at udvalget, der består af 3 medlemmer, udvides med 1 person fra lokalafdelingerne og pegede her på Niels Jørgen Ravn Sørensen, Aarhus afdelingen, som accepterede.
Erik Jensen indledte denne første beretning fra udvalget med at konstatere, at al begyndelse er svær, og det har det været.
Faste indlæg og hvad afdelingerne vil have med i folderen skal fremsendes en uge før deadline.
-
januar: fremsendes inden jul
-
marts: fremsendes en uge før
Indlæg skal fremsendes i skrifttypen: VERDANA størrelse 12
For så vidt angår indhentning af mail-adresser mangler der totalt set (forskelligt fordelt på afdelinger) kontakt til ca. 270 medlemmer.
Der er udsendt 31 foldere, som har kostet ca. 15 kr. pr. stk. + 23 kr. i porto.
Hjemmesiden har haft 2.089 besøg heraf 686 unikke besøg – alene i november måned har der været 372 unikke besøg.
Klavs Niebuhr gennemgik herefter sit forslag til fremtidig information, hvor han forestiller sig bladet lagt ind på nettet i den form, vi kender, og som man kan bladre i.
Med et november-nummer som eksempel gennemgik Klavs de muligheder, der ligger heri, herunder lagring og genfindelse af information i forhold til hjemmesiden i dag.
Forslaget blev uddybet ved en række spørgsmål, og landsformanden bemærkede, at vi skal huske, at informationsarbejdet er en frivillig indsats, og han kunne derfor være betænkelig ved tidsforbruget til forslagets gennemførelse.
Det aftaltes derfor, at informationsudvalget og Klavs kan behandle forslaget og teste tidsforbruget.
Landsudflugten 2026. Udpegning af lokalafdeling.
Viborg afdelingen blev udpeget til at arrangere landsudflugten 2026.
Eventuelt.
Landskassereren foreslog – da han er den eneste, der har adgang til bankkontoen – at yderligere et medlem af forretningsudvalget får adgang. Peder Korshøj påtog sig opgaven.
Landssekretæren erindrede om, at man på de kommende generalforsamlinger i lokalafdelingerne skal behandle vedtægtsændringerne som følge af det fysiske blads ophør. De er udsendt pr. mail den 25.08.25 til lokalformændene.
Klavs Niebuhr udtrykte betænkelighed ved indkaldelse til generalforsamlingerne, der efter de nugældende vedtægter skal ske ved bekendtgørelse i medlemsbladet, og foreslog derfor, at man udsender et årsblad med indkaldelser til afdelingernes generalforsamlinger.
Peder Korshøj foreslog, at januar-nummeret af NYHEDSBLADET udsendes til alle medlemmer. Det overvejes gennemført.
Referat fra Repræsentantskabets midtvejsmøde d. 30. november 2024
Referent: Niels Jørgen Ravn Sørensen
Prinsens Musikkorps havde desværre meldt afbud til dagen, hvorfor marchen gennem byen var aflyst
Mødet startede i stedet med parade ved mindestenene samt kranselægning ledsaget af smukt trompetspil af Arne Jespersen fra musikkorpset.
Velkomst og orientering ved landsformanden.
Efter frokost i ”Paradiset” bød landsformanden velkommen til de fremmødte og en særlig velkomst til chefen for Jydske Dragonregiment oberst Søren D. Møller
Landsformanden konstaterede med beklagelse, at der var afbud p.g.a. sygdom fra landsnæstformand Peder Korshøj og webmaster Jens A. Jensen. Desuden var landskasserer Hans Jørgen Søgaard forhindret i at deltage.
Der var 14 deltagere til mødet og alle lokalafdelinger repræsenteret.
Landsformanden takkede alle for indsatsen i foreningen, men måtte desværre konstatere, at der er en fortsat nedgang i medlemstallet. Det betyder færre kontingentindtægter samtidig med, vi har en række udgifter , som ikke ændrer sig, f.eks. omkostningerne til bladet.
Foreningen har de senere år kunnet tære på formuen, men må nu bremse op og i højere grad få udgifter og indtægter til at balancere.
Landsformanden omtalte det seneste ”Træf på Ly”, hvor ca. 35 deltagere havde nogle hyggelige timer – efter nu at have været afholdt 3 gange må det betragtes som en tradition.
Fremlæggelse af foreløbigt regnskab.
Landskassereren havde fremsendt et foreløbigt regnskab, der udviser et positivt driftsresultat på ca. 38.000 kr., som dog er betinget af et aktiesalg på ca. 93.000 kr. Der kan med andre ord forventes et driftsunderskud på ca. 55.000 kr.
Landskassereren havde i den anledning fremsendt en række bemærkninger, som var genstand for drøftelse. Heri indgik bl. a. kontingentforhøjelse, evt. bortfald af første kontingentfrie år, øgede indtægter fra OK-sponsoratet ved flere tilsluttede medlemmer og større egenbetaling ved diverse arrangementer.
Fastsættelse af kontingent fra 2025.
På generalforsamlingen den 7. juni 2024 nedsattes et udvalg, der skulle udarbejde et forslag til kontingentforhøjelse og herunder en procentvis fordeling mellem lokalafdeling og landsforening, gerne differentieret på antal medlemmer.
På baggrund af dette udvalgs forslag og beregninger besluttedes at forhøje det årlige kontingent fra 1. januar 2025 til 195 kr.
Fordelingen mellem lokalafdeling og landsforening gøres differentieret, således at lokalafdelingerne får 110 kr. for de første 50 medlemmer og 90 kr. for mere end 50 medlemmer.
Orientering fra Mindelokalerne.
Erik Jensen nævnte, at der ikke er så mange besøg (rundvisninger) i mindelokalerne, men at salget af forskellige effekter går godt.
Et åbent hus-arrangement i forbindelse med Viborgs kulturnat den 1. november gav 1 besøg i modsætning til de almindelige åbent hus-arrangementer, der er pænt besøgt.
Salget af Prinsens øl er stagneret og bør overvejes fremadrettet. Landsformanden foreslog, at der i stedet kunne overvejes egne etiketter på andre produkter.
Oberst Søren Møller foreslog, at mindestuerne kunne have en bod ved Dragonkasernens åbent hus-arrangementer.
Orientering fra lokalforeningerne.
Herning afdelingen ved Jens Henry Jensen nævnte, at afdelingen havde afviklet en god landsudflugt med meget tilfredse deltagere – mange flere kunne have været med.
Aarhus afdelingen ved Niels Jørgen Ravn Sørensen oplyste, at afdelingen er repræsenteret med 1 skydehold ved sæsonens skydninger under Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger.
Afdelingens generalforsamling afholdes den 3. marts 2025.
Aalborg afdelingen ved Karl Erik Nørholt nævnte, at afdelingens generalforsamling afholdes den 4. marts 2025.
Viborg afdelingen ved Klavs Niebuhr oplyste om afdelingens fugleskydning, aftenudflugt, bowling, julefrokost, fællesspisning m.m.
Afdelingens generalforsamling afholdes den 26. februar 2025 i Idrætscenter Syd.
Orientering fra Fødselsdagsfonden.
Fødselsdagsfonden sender hilsner vedlagt girokort på mærkedage (runde fødselsdage og lignende).
Der blev fremsat et forslag om at sende hilsen på alle fødselsdage til de, som ønsker at betale hvert år. Der var ikke tilslutning til forslaget, hvorfor nuværende praksis fastholdes med den tilføjelse, at fødselsdagsfondens kontonummer er oplyst i bladet, og medlemmer er meget velkomne til at indbetale beløb.
Orientering fra Jubilæumsudvalget.
Bent Nielsen takkede fødselsdagsfonden for bidrag til årets jubilarstævne.
Jubilarstævnet blev desværre ikke afviklet i det bedste vejr, men forløb efter omstændighederne godt.
Der var 95 betalende til spisning og stævnet gav i alt et overskud på ca. 1.700 kr...
Orientering fra Bladudvalget.
Der er et godt samarbejde omkring bladet, og Villy Ager udfører et stort og godt arbejde.
Der afholdes møde i bladudvalget den 2. december.
Bladet giver p.t. underskud, hvorfor Aalborg afdelingen nævnte muligheden for at søge tilskud fra Biblioteksfonden, som man er vidende om, at Marineforeningen i Aalborg får til bladudgivelse. Undersøges nærmere i bladudvalget.
Landsudflugten 2025. Udpegning af lokalafdeling.
Aarhus afdelingen blev udpeget til at arrangere landsudflugten 2025
Eventuelt.
Klavs Niebuhr roste oprydningen på hjemmesiden, som nu er rigtig god, og han så gerne, den blev anvendt til mere aktuel information, hvilket landsformanden var enig i.
Søren Møller anbefalede, at man brugte de sociale medier til information, da der her er rigtig mange brugere. Det vil kræve at der udpeges administratorer hertil, hvilket undersøges nærmere, ligesom der kan være behov for udpegning af webmasterafløsere.
Midtvejsmøde 30. november 2023
Dagen, der er Prinsens Livregiments 366 års oprettelsesdag, blev indledt med march gennem Viborg med Prinsens Musikkorps i spidsen og Prinsens Livregiments Soldaterforenings fire faner efterfulgt af enkelte medlemmer af Repræsentantskabet.
Ved ankomst til Kasernen var der kransenedlæggelse ved Mindestenene forestået af Landsformanden generalmajor Kurt Mosgaard og Chefen for Jydske Dragonregiment oberst Søren D. Møller.


Referater fra generalforsamlinger
Repræsentantskabets generalforsamling den 8. august 2025
Referent: Niels Jørgen Ravn Sørensen
Landsformanden bød velkommen, og konstaterede, at mødet i dag var meget vigtigt i forhold til den fremtidige kommunikation med medlemmerne. Der har hidtil været et fortræffeligt samarbejde med Danske Dragoners Sammenslutning omkring udgivelsen af bladet Prinsens / Dragonen, og en nøgleperson i dette samarbejde har været bladets mangeårige redaktør, Villy Ager, som har udført et kæmpe frivilligt arbejde, vi alle har nydt godt af. Villy Ager har i høj grad gjort sig fortjent til Prinsens Livregiments Soldaterforenings Hæderstegn, som landsformanden derfor tildelte ham. Herefter overgik man til dagsordenen. Valg af dirigent. Peder Korshøj blev valgt og kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt med 4 ugers varsel (indkaldt den 4. juli 2025). Alle afdelinger og stemmeberettigede var til stede og dagsordenen godkendtes i overensstemmelse med vedtægterne. Landsformandens beretning. Landsformanden indledte med en tak til alle, som har medvirket ved forberedelse af generalforsamlingen i dag og jubilarstævnet i morgen. På mødet i dag skal vi bl.a. tage stilling til bladets fremtid og en meget større brug af hjemmeside og mails. Det betyder et større arbejde for vores webmaster, Gitte Jensen, hvorfor det hidtidige årlige honorar (1.200 kr.) skal påregnes forhøjet. Vort medlemstal er desværre fortsat nedadgående, selvom ca. 750 medlemmer stadig er flot. I den forbindelse rettede landsformanden en stor tak til alle, der gør en frivillig indsats – det er en forudsætning for, at vi har en forening. Som afslutning reflekterede landsformanden lidt over sine første 11 år på posten. Ved generalforsamlingen den 12. juni 2015 var der stor bekymring over økonomien var for god – det er løst. Landsformanden rundede af med at takke Peder Korshøj for samarbejde og stor hjælp som landsnæstformand. Beretningen blev taget til efterretning og godkendt. Regnskab. Landskassereren fremlagde regnskab 2024, der udviser et overskud på 51.640 kr. Overskuddet er imidlertid en følge af, at der ekstraordinært er solgt aktier for ca. 93.000 kr., hvorfor der reelt er tale om et driftsunderskud på 41.300 kr. Regnskabet blev godkendt. Budget 2025 blev fremlagt med et driftsunderskud på 13.375 kr. Budget med uændret kontingent blev godkendt.
Fødselsdagsfonden. Årets resultat er et underskud på 6.100 kr. Der er givet en donation på 9.000 kr. til jubilarstævnet, og der er konstateret en nedgang i indtægter ved bidrag.
Årsagen hertil blev drøftet, herunder om man på sigt skal overgå til fødselsdagshilsner på mail eller SMS. Regnskabet blev godkendt. Jubilæumsudvalget. Formanden takkede Fødselsdagsfonden for donationen og konstaterede, at der trods regnvejr blev afviklet et godt jubilarstævne. Kassereren fremlagde regnskabet for 2024, der udviser et overskud på 2.267 kr. Om morgendagens jubilarstævne blev oplyst, at der er tilmeldt færre til spisning, hvilket måske hænger sammen med, at der ikke denne gang er sendt brev til jubilarer. Viborg Kommune er i morgen ikke vært ved en genstand til spisningen – det er jubilarudvalget så i stedet. Regnskabet blev godkendt. Mindelokalerne. Erik Jensen benævnte år 2024 som et almindeligt år for mindelokalerne – ikke mange besøgende, men godt salg – ølsalget stagnerede dog i efteråret. Der blev dog udsolgt af øl ved åbent hus-arrangement i foråret 2025. Der er skiftet leverandør af vin, og med henblik på at holde prisen nede henter man selv vinen og sætter etiketter på. Om indeværende år nævnte Erik Jensen, at der er flere besøg og udlejninger af gallauniformer. Et problem med vandindtrængning er foreløbig løst ved at lægge sandsække foran døren. Regnskabet udviser et overskud på 16.064 kr. Regnskabet blev godkendt Bladudvalget. Bladets regnskab viser et underskud på 3.347 kr. for 2024. Udover indtægt på 70.000 kr. fra PLS og 70.000 kr. fra DDS er der indtægtsført ½ års bidrag fra DDS for at sikre betaling af en regning. Bankbeholdning ultimo 2024 er på 24.838 kr. Regnskabet blev godkendt. Indkomne forslag. Der er ikke indkommet forslag udover de, som fremgår af dagsordenen. Indstilling om ”Prinsens” fremtid. Indstilling fra Forretningsudvalg (FU) og Bladudvalg (BU) til drøftelse og beslutning om ”Prinsens” fremtid blev indgående drøftet. Specielt drøftedes spørgsmålet om hyppigheden af mails til medlemmerne. Klavs Niebuhr nævnte spørgsmålet om indhentning af mail-adresser. Den hidtidige annoncering herom har kun resulteret i adresser fra ca. ¼ af Viborg afdelingens medlemmer. Der bør tydeligt efterspørges mail-adresser i bladets sidste nummer og på hjemmesiden. Klavs Niebuhr foreslog udsendelse af mails ad. hoc., når der var grund til det og evt. udsendelse af et jubilæumsblad en gang om året. Drøftelserne gav anledning til enkelte justeringer i den forelagte indstilling, som blev besluttet godkendt med følgende ordlyd: ”Prinsens” udgives som fysisk blad sidste gang i september 2025. Indslag fra DDS udgår på hjemmesiden, dog undtaget ”Regimentschefen har ordet”. Der skal yderligere mindst være følgende ordlyd:
”Prinsens” udgives som fysisk blad sidste gang i september 2025. Indslag fra DDS udgår på hjemmesiden, dog undtaget ”Regimentschefen har ordet”. Der skal yderligere mindst være følgende indlæg: Landsformanden har ordet, Historisk beretning fra regimentet, fødselsdagsliste og bidragydere til Fødselsdagsfonden. Alle nyheder og informationer lægges kontinuerligt på hjemmesiden www.plrs.dk Dette fungerer som ”blad” og er meget mere aktualiseret end nuværende form. Der udsendes hver anden måned, samt når der på hjemmesiden optages særlige arrangementer, en mail med link til medlemmer med mail-adresser med de sidste nyheder. Dette er en særlig service til medlemmer mhp fastholdelse. Blandt særlige vigtige indlæg på hjemmesiden samler Webmaster en elektronisk ”folder” (FX Information fra ”Prinsens”) på hjemmesiden. Denne udsendes med post med 2 mdr. mellemrum efter forudgående anmodning til medlemmer uden computer. Dette er ment som en ekstra service til de medlemmer, der ikke har computer eller på anden måde ikke se nyheder på hjemmesiden eller få dem udskrevet. Der udsendes mail, når der er nyt på hjemmesiden eller ”folderen” er klar. Vedtægtsændring. Som følge af ophør med udgivelse af et fysisk blad er ændring af flere paragraffer i foreningens vedtægter nødvendig. Der blev fremlagt et forslag hertil udelukkende med ændringer som konsekvens af bladets ophør. Forslaget blev vedtaget, dog blev ”og/eller” erstattet med ”eller” i §9 og §11. Det vil herefter blive fremsendt til lokalafdelingerne til udtalelse efter behandling på deres ordinære generalforsamlinger. Oprettelse af et informationsudvalg. Landsformanden stillede forslag om oprettelse af et informationsudvalg, som organisatorisk ramme for hjemmesiden og nyhedsbreve samt til almindelig sparring. Forslaget blev vedtaget. Webmaster samt Peder Korshøj og Erik Jensen udgør udvalget. Valg. Landsnæstformand: Peder Korshøj genvalgt for 2 år. Landskasserer: Hans Jørgen Søgaard genvalgt for 2 år. Revisorer: Erik Jensen og Kynde Poulsen genvalgt. Repræsentant i medlemsbladet: Jens Henry Jensen genvalgt indtil bladet er afviklet. Bestyrelsesmedlemmer i fødselsdagsfonden: Kynde Poulsen, Jan Magnussen og Aakjær Skov alle genvalgt. Eventuelt. Gitte Jensen nævnte, at www.prinsens.dk linker til bladet, og derfor bør afvikles, når bladet ophører. Formanden for Aarhus afdelingen erindrede om, at tilmeldingsfristen til Landsudflugten er den 15. august. I år er den 30. november en søndag, hvorfor midtvejsmødet påregnes lagt mandag den 1. december Referent: Niels Jørgen Ravn Sørensen
Generalforsamling
Prinsens Livregiments Soldaterforening gennemførte fredag den 7. juni Repræsentantskabets årlige Generalforsamling.
I forbindelse med generalforsamlingen kunne Landsformanden Kurt Mosgaard udnævne Aakjær Skov, Aalborg afdelingen til Æresmedlem. Et kæmpe tillykke.

